Hr. Weyse, grosserer Madsen og tobaksfabrikant Otto Frigh - kan du se dem for dig?
- Og hvad med Alice, Helene og Therese?
- Molly, Fie, Otilia og Edith?
Intet er overladt til tilfældighederne, når kostumedesigner Margrethe Rasmussen, klæder skuespillerne på til optagelserne på Badehotellet.
Indgående research på den historiske tid, modetendenser og forståelse for rollernes egne og indbyrdes forhold er bare første led i en hel kæde af processer, der skydes i gang, før kostumerne kommer på, og skuespillerne står klar til optagelse.
Processen og hvordan Margrethe Rasmussen har udtænkt, skabt og klædt alle Badehotelles karakterer på, er omdrejningspunktet i foredraget. Margrethe viser undervejs billeder fra seriens første oplæg i 2012 til allersidste optagelse i 2023. Billederne tager dig med på rejser til udlandet, på kostumelagre, på systuen, bag scenen og på selve optagelserne.
Der gemmer sig detaljer i - og under - kostumerne, der ikke bemærkes, når først Badehotellet ruller over skærmen. Margrethe løfter lidt af sløret for, hvad det kunne være. Se Kostumariets udstilling af kostumer fra Badehotellet før og efter foredraget og se Margrethes mange medbragte billeder undervejs.
Så kom og bliv klogere på, hvordan man bliver klædt på til Badehotellet og ikke mindst, hvorfor du kan se dem for dig… Hr. Weyse, grosserer Madsen og alle de andre skattede karakterer fra Badehotellet
Kursusnummer
2024-26
Tilmeldingsfrist
09.09.2024
Dato og tid
Ons 11.09.2024 19:00-21:00
Undervisningssted
Danmarks Kostumarium
Frederiksø 16C
5700 Svendborg
Lokale
Galleriet
Pris
150,- | pr. person |